Her begynder mit lille rant så. Dette er udelukkende min personlige holdning og udluftning af lidt frustrationer, så kan du ikke tåle mosten så hop over til et mere positivt indlæg. Jeg brokker mig jo gerne over både Politik, Busser og Trafik, Familie-kulturen og åndsvage IT-løsninger, så lad nu være med at tage mine blog-indlæg for personlige.

Men lad mig nu komme tilbage til emnet. Hvis vi nu vender hele det her “lighed og frihed” lidt på hovedet, er vi så ikke nået lidt for langt i dagens Danmark? Er det ikke efterhånden bliver til “lighed uden frihed”? For i og med at politikerne har så travlt med at vi alle skal være lige, så skal vi også opdrages til at være ens og være politiske korrekte. Vi må ikke længere ryge; heller ikke hvis vi undgår at genere andre. Det har været kendsgerning i lang tid. Men nu må vi så heller ikke selv vælge vores mad længere. På med noget fedtskat på “usunde fødevarer”, slik, chokolade og hvad der ellers er dårligt for os. Derudover så er det forresten også bedre at tage toget end bilen, så der må vi heller ikke vælge selv længere. Der skal sku en betalings-ring omkring København, for det løser jo alting at dem der ønsker at have et valg, skal betale mere.

Men hvorfor dog stoppe der? Der er da ingen grund til overhovedet at lade danskerne have supermarkeder. Vi kan da bare indføre stats-ejede kantiner, hvor alle bliver serveret samme med. Så kan staten få lov til at bestemme hvad vi skal spise, og hvad der er sundt for os. Så er vi lige igen! Så kan de rige svin lære at spise det samme som arbejderklassen.

Slut med sarkasme. Men det understreger forhåbentlig lidt min pointe. Jeg er træt af at den danske stat i stigende grad skal styre hvad jeg skal gøre. Hvor er det frie valg blevet af? Danmark er igen-igen blevet kåret som verdens lykkeligste land – og det er der sikkert mange grunde til. Men er det fordi at vi i stigende grad er glade for at få beslutningerne taget for os? At vi ikke skal bekymre sig om usund mad (vi skal jo blot købe det billigste?) og andet usund adfærd, som staten nok skal sørge for at regulere, lovgive og beskatte.

Personligt ser jeg mig selv som en generelt lykkelig og glad person. Men det har intet at gøre med penge og økonomi. Det er 100% fordi jeg er i en super heldig situation, hvor jeg kan “vælge og vrage”; jeg kan tage de valg og konsekvenser. Jeg kan selv bestemme hvor jeg vil bo og hvad jeg vil lave. (Mere eller mindre; Men f.eks. i form at mit freelance-arbejder kan jeg sidde overalt i verden og arbejde med Easy-Web)

Jeg er ryger. Så længe jeg ikke generer nogle, er det ikke noget du kan tage fra mig. Jeg er høflig, ryger generelt set ikke indenfor og ryger ikke hvis der er nogle som ikke bryder sig om det. Men hvis jeg går en tur i parken, og har lyst til at ryge en smøg; ja så er det altså mit valg.
Derudover kan jeg godt lide at lave mad. Gerne god mad. Det er ikke nødvendigvis fedtfattigt; f.eks. har det mest velsmagende kød godt med fedt. En god ost er ikke uden kalorier. Det betyder ikke jeg hver dag indtager store mængder af disse fødevarer; men jeg kan godt styre det selv. Når jeg vil tabe mig, ja så arbejder jeg selv med det. Men jeg har ikke brug for at nogle skal komme og sige hvornår, hvordan og hvorfor. Det er mit personlige valg – ikke noget staten skal komme og regulere.

Så kære Danmark: nok er nok! Stop med at prøve og regulere folks liv, og giv dem ansvaret tilbage!

Kære fælles Danskere: Hvis nu at i er ansvarlige nok til at tage vare på jer selv. Lad være med at sætte jer selv i en offer-rolle og skyde skylden på staten, lovgivningen og alle andre! Hvis der er noget galt i dit liv, så start med at kigge på dig selv og hvad du selv kan ændre først. Hvis du kommer så langt ud, at du virkelig ikke kan klare dig selv, er det selvfølgelig O.K. at spørge om hjælp. Man tag nu i det mindste at prøve, før i råber op om stats-støtte, forbud, love, skatter og ligestilling.

Mener du også at dansker efterhånden er gået for langt med “kræve-mentaliteten”, eller er det blot vores ret som danskere at kræve mere og mere? Vi betaler jo trods alt verdens højeste skatter. Og det bliver ikke ligefrem mindre vi kommer til at betale med den nye regering; så det er måske fint nok at kræve, at samfundet tager ansvar for os, mader os og sørger for at vi ikke tager dårlige valg?

Lad mig starte med at nævne at jeg altid har været Liberal, og siden vi begyndte at lære om politik tilbage i folkeskolen, har jeg støttet Venstre. Derudover har jeg et indædt had til både Dansk Folkeparti samt Enhedslisten; ekstremister er nok noget af der værste jeg ved. Men nuvel, alle har jo ret til deres politiske holdning, og det skal ikke skille os ad. De er vel også med til at sætte balance i systemet, så længe de ikke får for meget magt.

Efter at have været i Sydamerika i over 2½ år, må jeg nok indrømme at det har rykket en del ved den måde jeg kigger tilbage til Danmark. Kigger man på den politiske situation i f.eks. de fleste lande i Sydamerika, er det enten ekstremt til højre eller ekstremt til venstre. Tag nu bar Ollanta Humala som vandt præsident-valget i Peru tidligere på året. Men takket være de 3 “til-højre-for-midten” kandidater som ikke kunne enes og splittede mellem- og over-klassens stemmer iblandt sig, endte det op med at være et valg med Keiko Fujimori og Ollanta Humala. Førstnævnte er datter af eks-præsidenten Alberto Fujimori, som sidder i fængsel for korruption og flere umenneskelige forbrydelser. Sidstnævnte tabte valget før hvor han havde en Chavez-lignende profil, og denne gang valgte han så istedet at spille på Lula da Silva (Brasiliens eks-præsident) som forbillede i stedet, hvilket åbenbart tydeligt valg.

Når man først har set et valg som dette, synes god gammel dansk politik at ligge meget fjernt. Pludselig er der faktisk ingen af partierne der er så langt fra midten. Og nå ja; så er midten i Dansk politik i øvrigt noget der ligger et sted til venstre i de fleste andre lande.

En god ven fra USA plejer som regel at kalde mig “socialist” (intet ondt ment i det), på grund af vores situation og mine politiske holdninger fra Danmark. Der er generelt tendens til at Amerikanere tænker “socialister” så snart man snakker om “velfærd” og høje skatter.

Alt dette bringer mig (endeligt) tilbage til snakken om det forestående folketingsvalg 2011. Sjovt nok kan jeg ikke rigtigt finde et parti (jeg hælder dog lidt til Liberal Alliance) som jeg egentlig kan erklære mig enig med. Følgende punkter er det første der dukker op:

• Den siddende regering har formået at øge det offentlige forbrug, antallet af offentligt ansatte, og tilføjet en milliard regler og bestemmelser
• Da de ikke kan klare sig uden DF, er vi på vej til at sætte et fedt pigtrådhegn op omkring Danmark. “Skrid og bliv ude!”
• Venstre-fløjen (som er eneste alternativ) mener at det hele nok skal gå, hvis vi bare arbejder 12 minutter mere om dagen og øger de offentlige udgifter. (Man skal da være mere end naiv og debil, hvis man tror på de 12 minutter – er danskerne virkelig så langt bagud?)

Så for at opsummere, så kan jeg altså enten stemme til højre (V, K eller LA) og opnå – ingenting. Så fortsætter vi den pinefulde politik med at kigge væk mens de dygtige folk flygter til andre lande, og resten af verden griner røven i laser af Danmark der med Pia Kjærsgaard stående ved grænsen ikke vil lukke nogen ind i vores “velfærdssamfund”.

Stemmer jeg derimod til venstre for midten (S, SF), så har jeg givet min stemme til en udenrigs-minister der tydeligvis ikke engang snakker flydende Engelsk (Jeps, Mr. Villy Søvndal) og en bunke naive tosser der tror at det hele nok skal gå hvis bare alle arbejde 12 minutter mere og “de rige” betaler lidt mere i skat.

Jeg er stolt af at være fra Danmark – rigtig stolt. Når du først har boet og levet i en anden del af verden, med en helt anden kultur, så betyder din oprindelse, dit fædreland og din historie pludselig noget helt andet. For mig er det ihvertfald blevet en større del af min personlighed “at være fra Danmark” efter jeg tog springet til Sydamerika.

Men når jeg kigger på folketingsvalget og Danmarks fremtid, så ved jeg nu ikke rigtigt om jeg måske i stedet bør skamme mig. Jeg har kritiseret valget i Peru så ofte for at være valget mellem Pest eller Kolera for Peru. Nu har jeg på fornemmelsen at det er lidt det samme i Danmark, med alle vores levebrøds-politikkere.

Må fædrelandet bestå.

Finde en lejlighed i Santiago
En af de svære ting når man tager rygsækken på nakken og flytter til et nyt land, er at finde en lejlighed. Hvert eneste land og storby har forskellige markeder, og finde den rigtige løsning til den rigtige pris er ikke nemt. Nu har jeg søgt (og besøgt en del) lejligheder i de 2 første uger, og går alt vel underskriver jeg kontrakten på en lille et-værelses lejlighed i Santiago Centro. Prisen ligger på 110.000 Chilenske pesos per måned (cirka 1230,- DKK), og dertil kommer selvfølgelig vand, varme, el og “gastos comunes” som er vedligeholdelse af bygningen, og de fælles udgifter.
Bygning er ny (ligesom de fleste i Santiago Centro) og har både et trænings-rum (normalt bare et par motionscykler og lidt basalt udstyr), pool og BBQ-område med grill på taget. Santiago Centro er pt. under kraftig udvikling, og på hvert 2. gadehjørne er de ved at bygge nye bygninger, som regel på mellem 20 og 30 etager. Området er mere og mere sikkert, og ligger tæt på Metro og bus-forbindelser til resten af byen.

Udsigten fra taget med Pool – meget typisk for nyere bygninger i Santiago Centro

En stresset tid
De seneste to uger har godt nok ikke været helt optimale. Udover at have været lidt stresset med at finde lejlighed som beskrevet ovenfor, har jeg primært arbejdet fra Starbucks og lobbyen i mit Hotel hvor der er ganske fint WiFi tilgængeligt. Det er dog ikke ligefrem optimale arbejdsforhold og der hvor jeg finder mest produktivitet, så udover at finde en lejlighed for en lidt mere stabil hverdag, håber jeg også at kunne finde en lille kontorplads inden for de næste 6 måneder.
Derudover arbejder vi hårdt på at lancere WitU Peru så der er også en del at se til der. Forhåbentlig kan vi hurtigt derefter lancere WitU Chile, som så bliver mit primære fokus inden for WitU.

Ny kultur og nye mennesker
Chile er nabo-land til Peru – men det er alligevel to meget forskellige kulturer. En ting er sproget, hvor folk i Chile snakker ekstremt hurtigt, bruger andet slang og andre ord til at udtrykke sig, samt det værste ved “Chilensk Spansk”: forkortelser af ord. “Dos” (2) bliver til “Do”, og når dette er med hvert 2. eller 3. ord de bruger i en sætning, bliver det hurtigt u-forståeligt når man ikke lige er vant til denne accent.
Derudover er der også konflikten mellem Peru og Chile, og det er utrolig interessant at se dette fænomen fra den anden side. Nu har jeg været i Peru i knapt 2 år, og hørt alverdens fordomme om Chile – nu er turen så blevet til at høre om alverdens fordomme om Peru og Lima som ligger til chilenerne.

På trods af en masse problemer de første par uger med at finde lejlighed og en masse arbejde er jeg optimistisk her i Santiago. I denne uge var så heldig at en af vores servere blev hacket, så fik en masse arbejde der – plus både Ubuntu og Jolicloud på min laptop besluttede at dø, så jeg for en periode er nød til at køre med Windows, hvilket ikke ligefrem fremmer min produktivitet.

Santiago er en super fed by indtil videre, og på trods af udfordringerne er der rart at opleve noget nyt og starte “forefra”. Det kan helt klart anbefales til andre rejselystne.
I de kommende par måneder kommer jeg nok til at blogge meget mere om Chile, starte virksomhed her og om alle erfaringerne og udfordringerne herovre. Der vil nok komme et noget mere personligt præg på min danske blog, og jeg vil så vidt muligt prøve at blogge lidt oftere om mine erfaringer og min status herovre.

Hvis du nåede hele vejen ned til bunden af dette alt for lange indlæg, håber jeg du har haft en super weekend. Hver velkommen til at smide en kommentar hvis du har nogle spørgsmål, eller blot vil sige hej.

Jeg er tilhænger af sikkerhed, og det er da også ekstremt vigtigt at min netbank er sikker at logge ind i. Men når det så er sagt, så skal det sku også være brugervenligt til en hvis grad. Det skal helst ikke tage mere end 1 minut at logge ind i netbanken, og kunne se sine seneste posteringer; men så nemt må det åbenbart ikke være, for nu skal man til at finde en papirlap frem, og hvis man ikke vil være afhængig af kun at kunne tjekke sin netbank fra en enkelt computer, ja så skal man altså også slæbe denne papirlap med overalt. Som om jeg ikke har nok kort og så videre at smide i min pengepung!

Dette vanvid er selvfølgelig blevet trukket ned over hovedet på alle borgeren, fordi vi har en stupid stat der mener at vi skal ensrette det så alt og alle skal bruge det samme. For nyligt læste jeg så at der ifølge aftalen skal laves en digital løsning så man kan få dette åndsvage “NemID” på sin telefon eller et lille stykke hardware som spytter en nøgle ud. (Hvordan det sidstnævnte er bedre end et stykke pap aner jeg så ikke)

Den sjove del er jo så det typiske med staten; den elektroniske løsning skal borgerne selv betale! Så staten vil altså godt sende et stykke pap ud og gøre adgangen til netbank osv. meget mere besværligt, men hvis man vil have et elektronisk løsning, f.eks. i form af software til mobiltelefonen, så skal man sku selv betale. Magen til latterligt plattenslageri er sku svært at finde; det er fandme ikke noget under at vi har underskud på statsfinanserne, når de bruger penge på alt det her pjat.

Er det bare mig der er et brokhoved, eller synes du også at dette nye “NemID” er et ekstremt latterligt tiltag? Smid gerne en kommentar. Nu har jeg ihvertfald fået lidt luft for min holdning…

Først må jeg jo nok lige gøre det klart, at det i dette tilfælde ikke er min egen familie jeg snakker om i dette indlæg. Vi sidder på hver sin side af jorden, og gudskelov for det; med internettet kan vi altid kommunikere via email, chat og så videre, så selv om jeg sidder i Peru kan jeg ikke slippe for at snakke med mine forældre. Men min familie er der – jeg savner dem ikke, for vi snakker jo sammen når vi har brug for det.

Min familie er ikke centeret i mit univers! Bevares, jeg er da glad for dem, men min familie er ikke det mit liv drejer sig om. Jeg har mit liv og de har deres; det fungerer fint og vi har et perfekt forhold. Men det fatter de ikke hernede… I Peru er din familie dit liv, dit ansvar og dit univers. Hvis ikke familien er det vigtigste for dig er du en skidt person. Og der er godt nok mange gange de kigger skævt til mig, når jeg siger at jeg sku er glad for at min familie er i Danmark, tilpas langt væk fra mig.

Den overbeskyttende familie opfostrer umodne og uansvarlige møgunger. Det er ikke nogen hemmelighed, at mange folk herover kigger skævt til mig ifb. min virksomhed, når jeg nævner at jeg er 21. De fatter simpelthen ikke at det er muligt, for de fleste så skal man første have sin universitets uddanelse før man må tænke på arbejde og erfaringer. Og mor vil jo ikke have a sine små puslinger forlader reden; nej de skal have smurt brødet om morgenen, frokosten klar midt på dagen, og aftensmaden klar når de har lyst til denne. Hvis de kunne ville de sku også tørre deres børn i røven efter de har været på toilettet. For det er jo deres familie, og den er det vigtigste i verden! For dem er det en del af at være gode forældre, at sørge for at deres børn har alt. Og det gør at du møder folk på 22-25 år som aldrig har arbejdet en eneste dag i deres liv; de har aldrig lært at være ansvarlige for sig selv, og kan knapt nok finde ud af at tage opvasken.

Jeg kunne sikkert skrive meget mere brok om dette emne, men istedet vil gerne høre lidt fra dig! Hvad synes du om dette syn på familien? Er familien det vigtigste i verden for dig, eller er du også glad for at være lidt på afstand? Er vi for kolde i Danmark i forhold til kulturen i latin-amerika, eller er det godt at vi er så uafhængige af vores familie? Smid en kommentar med din holdning, så gør du mig glad.

If you are looking for my English blog, you can find it by clicking here.

Velkommen til min lille blog, hvor du kan læse lidt mere om mig og hvad jeg laver. Tidligere brugte jeg domænet her til at blogge på Engelsk, men har nu besluttet at flytte den Engelske blog til et .net domæne, for at have lidt mere frihed til at blogge på Dansk.

Som du sikkert allerede ved, hedder jeg altså Christian Jessen. Udover at være iværksætter som så mange andre unge mennesker i Danmark, har jeg også valgt at bosætte mig på den anden side af jorden; nærmere bestemt Peru. For over et år siden ankom jeg til Peru´s hovedstad Lima, og besluttede mig hurtigt at prøve nogle forretnings-ideer af. Men det kan de læse mere på, på min side “Om mig”.

I fremtidige indlæg vil jeg blogge lidt om Peru/Lima, hvordan det er at være udenlandsdansker, starte virksomhed op i udlandet – og nå ja, selvfølgelig også min kommende virksomhed BusinessPeru og mit arbejde der.

Kom gerne med kommentarer hvis der er noget specielt du synes jeg burde skrive om.