En af de store spørgsmål under valg-kampen og i de danske debatter generelt, er som regel folk der råber op om “større ulighed i Danmark” og “mere ligestilling”, samt den altid populære røde sætning: “vi er alle lige”. Jeg er da stolt over at vi har et samfund i Danmark hvor lighed er så udbredt, og når jeg sammenligner med Sydamerika hvor min hverdag har været gennem de sidste knapt 3 år, så har vi sku hverken klasse-system, fattigdom eller ulighed i Danmark.
Her begynder mit lille rant så. Dette er udelukkende min personlige holdning og udluftning af lidt frustrationer, så kan du ikke tåle mosten så hop over til et mere positivt indlæg. Jeg brokker mig jo gerne over både Politik, Busser og Trafik, Familie-kulturen og åndsvage IT-løsninger, så lad nu være med at tage mine blog-indlæg for personlige.
Men lad mig nu komme tilbage til emnet. Hvis vi nu vender hele det her “lighed og frihed” lidt på hovedet, er vi så ikke nået lidt for langt i dagens Danmark? Er det ikke efterhånden bliver til “lighed uden frihed”? For i og med at politikerne har så travlt med at vi alle skal være lige, så skal vi også opdrages til at være ens og være politiske korrekte. Vi må ikke længere ryge; heller ikke hvis vi undgår at genere andre. Det har været kendsgerning i lang tid. Men nu må vi så heller ikke selv vælge vores mad længere. På med noget fedtskat på “usunde fødevarer”, slik, chokolade og hvad der ellers er dårligt for os. Derudover så er det forresten også bedre at tage toget end bilen, så der må vi heller ikke vælge selv længere. Der skal sku en betalings-ring omkring København, for det løser jo alting at dem der ønsker at have et valg, skal betale mere.
Men hvorfor dog stoppe der? Der er da ingen grund til overhovedet at lade danskerne have supermarkeder. Vi kan da bare indføre stats-ejede kantiner, hvor alle bliver serveret samme med. Så kan staten få lov til at bestemme hvad vi skal spise, og hvad der er sundt for os. Så er vi lige igen! Så kan de rige svin lære at spise det samme som arbejderklassen.
Slut med sarkasme. Men det understreger forhåbentlig lidt min pointe. Jeg er træt af at den danske stat i stigende grad skal styre hvad jeg skal gøre. Hvor er det frie valg blevet af? Danmark er igen-igen blevet kåret som verdens lykkeligste land – og det er der sikkert mange grunde til. Men er det fordi at vi i stigende grad er glade for at få beslutningerne taget for os? At vi ikke skal bekymre sig om usund mad (vi skal jo blot købe det billigste?) og andet usund adfærd, som staten nok skal sørge for at regulere, lovgive og beskatte.
Personligt ser jeg mig selv som en generelt lykkelig og glad person. Men det har intet at gøre med penge og økonomi. Det er 100% fordi jeg er i en super heldig situation, hvor jeg kan “vælge og vrage”; jeg kan tage de valg og konsekvenser. Jeg kan selv bestemme hvor jeg vil bo og hvad jeg vil lave. (Mere eller mindre; Men f.eks. i form at mit freelance-arbejder kan jeg sidde overalt i verden og arbejde med Easy-Web)
Jeg er ryger. Så længe jeg ikke generer nogle, er det ikke noget du kan tage fra mig. Jeg er høflig, ryger generelt set ikke indenfor og ryger ikke hvis der er nogle som ikke bryder sig om det. Men hvis jeg går en tur i parken, og har lyst til at ryge en smøg; ja så er det altså mit valg.
Derudover kan jeg godt lide at lave mad. Gerne god mad. Det er ikke nødvendigvis fedtfattigt; f.eks. har det mest velsmagende kød godt med fedt. En god ost er ikke uden kalorier. Det betyder ikke jeg hver dag indtager store mængder af disse fødevarer; men jeg kan godt styre det selv. Når jeg vil tabe mig, ja så arbejder jeg selv med det. Men jeg har ikke brug for at nogle skal komme og sige hvornår, hvordan og hvorfor. Det er mit personlige valg – ikke noget staten skal komme og regulere.
Så kære Danmark: nok er nok! Stop med at prøve og regulere folks liv, og giv dem ansvaret tilbage!
Kære fælles Danskere: Hvis nu at i er ansvarlige nok til at tage vare på jer selv. Lad være med at sætte jer selv i en offer-rolle og skyde skylden på staten, lovgivningen og alle andre! Hvis der er noget galt i dit liv, så start med at kigge på dig selv og hvad du selv kan ændre først. Hvis du kommer så langt ud, at du virkelig ikke kan klare dig selv, er det selvfølgelig O.K. at spørge om hjælp. Man tag nu i det mindste at prøve, før i råber op om stats-støtte, forbud, love, skatter og ligestilling.
Mener du også at dansker efterhånden er gået for langt med “kræve-mentaliteten”, eller er det blot vores ret som danskere at kræve mere og mere? Vi betaler jo trods alt verdens højeste skatter. Og det bliver ikke ligefrem mindre vi kommer til at betale med den nye regering; så det er måske fint nok at kræve, at samfundet tager ansvar for os, mader os og sørger for at vi ikke tager dårlige valg?
Hej Christian, jeg er redaktør på udedanskerforeningen Danes Worldwides’ medlemsblad Danes – gode indlæg, dér. Til orientering har jeg tilladt mig at linke hertil fra http://www.facebook.com/danesworldwide.
God vind i Lima,
Øivind
Hej Øivind,
Tak for kommentaren – jeg følger nu jeres Danes Worldwide på Facebook, ser jo ganske interessant ud.
Dbh
- Christian