Dette er et mere personligt indlæg, omkring mine seneste tanker om politik og ikke mindst det forestående folketingsvalg i Danmark 2011. Lad mig starte med at nævne at alle holdninger beskrevet i dette indlæg selvfølgelig er personlige, og nu engang set med de øjne som jer ser med på Danmark for tiden.
Lad mig starte med at nævne at jeg altid har været Liberal, og siden vi begyndte at lære om politik tilbage i folkeskolen, har jeg støttet Venstre. Derudover har jeg et indædt had til både Dansk Folkeparti samt Enhedslisten; ekstremister er nok noget af der værste jeg ved. Men nuvel, alle har jo ret til deres politiske holdning, og det skal ikke skille os ad. De er vel også med til at sætte balance i systemet, så længe de ikke får for meget magt.
Efter at have været i Sydamerika i over 2½ år, må jeg nok indrømme at det har rykket en del ved den måde jeg kigger tilbage til Danmark. Kigger man på den politiske situation i f.eks. de fleste lande i Sydamerika, er det enten ekstremt til højre eller ekstremt til venstre. Tag nu bar Ollanta Humala som vandt præsident-valget i Peru tidligere på året. Men takket være de 3 “til-højre-for-midten” kandidater som ikke kunne enes og splittede mellem- og over-klassens stemmer iblandt sig, endte det op med at være et valg med Keiko Fujimori og Ollanta Humala. Førstnævnte er datter af eks-præsidenten Alberto Fujimori, som sidder i fængsel for korruption og flere umenneskelige forbrydelser. Sidstnævnte tabte valget før hvor han havde en Chavez-lignende profil, og denne gang valgte han så istedet at spille på Lula da Silva (Brasiliens eks-præsident) som forbillede i stedet, hvilket åbenbart tydeligt valg.
Når man først har set et valg som dette, synes god gammel dansk politik at ligge meget fjernt. Pludselig er der faktisk ingen af partierne der er så langt fra midten. Og nå ja; så er midten i Dansk politik i øvrigt noget der ligger et sted til venstre i de fleste andre lande.
En god ven fra USA plejer som regel at kalde mig “socialist” (intet ondt ment i det), på grund af vores situation og mine politiske holdninger fra Danmark. Der er generelt tendens til at Amerikanere tænker “socialister” så snart man snakker om “velfærd” og høje skatter.
Alt dette bringer mig (endeligt) tilbage til snakken om det forestående folketingsvalg 2011. Sjovt nok kan jeg ikke rigtigt finde et parti (jeg hælder dog lidt til Liberal Alliance) som jeg egentlig kan erklære mig enig med. Følgende punkter er det første der dukker op:
- Den siddende regering har formået at øge det offentlige forbrug, antallet af offentligt ansatte, og tilføjet en milliard regler og bestemmelser
- Da de ikke kan klare sig uden DF, er vi på vej til at sætte et fedt pigtrådhegn op omkring Danmark. “Skrid og bliv ude!”
- Venstre-fløjen (som er eneste alternativ) mener at det hele nok skal gå, hvis vi bare arbejder 12 minutter mere om dagen og øger de offentlige udgifter. (Man skal da være mere end naiv og debil, hvis man tror på de 12 minutter – er danskerne virkelig så langt bagud?)
Så for at opsummere, så kan jeg altså enten stemme til højre (V, K eller LA) og opnå – ingenting. Så fortsætter vi den pinefulde politik med at kigge væk mens de dygtige folk flygter til andre lande, og resten af verden griner røven i laser af Danmark der med Pia Kjærsgaard stående ved grænsen ikke vil lukke nogen ind i vores “velfærdssamfund”.
Stemmer jeg derimod til venstre for midten (S, SF), så har jeg givet min stemme til en udenrigs-minister der tydeligvis ikke engang snakker flydende Engelsk (Jeps, Mr. Villy Søvndal) og en bunke naive tosser der tror at det hele nok skal gå hvis bare alle arbejde 12 minutter mere og “de rige” betaler lidt mere i skat.
Jeg er stolt af at være fra Danmark – rigtig stolt. Når du først har boet og levet i en anden del af verden, med en helt anden kultur, så betyder din oprindelse, dit fædreland og din historie pludselig noget helt andet. For mig er det ihvertfald blevet en større del af min personlighed “at være fra Danmark” efter jeg tog springet til Sydamerika.
Men når jeg kigger på folketingsvalget og Danmarks fremtid, så ved jeg nu ikke rigtigt om jeg måske i stedet bør skamme mig. Jeg har kritiseret valget i Peru så ofte for at være valget mellem Pest eller Kolera for Peru. Nu har jeg på fornemmelsen at det er lidt det samme i Danmark, med alle vores levebrøds-politikkere.
Må fædrelandet bestå.
Et rigtigt spændende indlæg! Jeg er personligt ikke enig med dig politisk (mere rød end som så
) Men jeg har samtidig respekt for dit syn på dansk politik, og er enig med dig i, at det ofte kan forekomme lidt som et valg mellem pest/kolera. Samtidig synes jeg bare det er skønt med god humor – det synes jeg til tider vi mangler i dansk politik 
Godt valg !
Hej Magrete,
Tak for din kommentar. Det er altid meget rart at vide folk læser med; også selvom de ikke har samme holdninger. Som regel er det faktisk bedst når man er uenige. Så er der lidt at diskutere.
Held og lykke til valget; jeg holder mig lidt på afstand i år.